Stefan Vase i Hviderusland
Gi dem udfordringer!
Bjørn Leinum har arrangeret en del storture med Sædding Efterskole.
Eleverne skal møde mennesker af kød og blod. Og ikke kun historiske monumenterBjørn Leinum er ligefrem. Han lægger ikke skjul på, hvad han mener. Og vil gerne fortælle det.Han taler med myndighed. Med sin dybe bestemte stemme og en pæn portion tålmodighed fastholder han elevernes opmærksomhed. I det mindste tier de stille, når han snakker.
Han nærer et brændende ønske om at udfordre eleverne. I det daglige og på stor-ture. Som nu denne tur til Hviderusland.
– Det er vigtigt i oplæringen af unge mennesker at sætte dem i nogle udfordringer.
Udfordringen var denne gang, at eleverne skulle bo og overnatte hos en lokal familie i Minsk.
– Det er en god udfordring. Det er væsentligt at møde andre mennesker. Det lærer mig noget nyt.
Bjørn Leinum har nu været afsted på en del ture med efterskolen. Og han gider ikke at tage afsted på luksuriøse ture til rige lande i vesten – og se alverdens kulturelle og historiske steder. Han vil langt hellere møde andre mennesker – af kød og blod:
– Jeg elsker at møde nye mennesker. Det giver mig noget. Det gør, at jeg tænker anderledes.
Det er essentielt, mener læreren. Han vil gerne udvikle sig – og ønsker det samme for eleverne.
– Vi giver ikke køb på det væsentlige. Men vi skal kunne forandre os.
Mødet med andre kristne fra andre lande er mindst lige så vigtigt. Derfor har Sædding Efterskole også hver gang kontakt til en lokal menighed.
– Lokale menigheder giver en bedre forståelse af, hvad det er for et land, som eleverne er i.
Eleverne henter også masser af erfaringer ud af det. Og dem får de flest af i det knap så luksuriøse Østeuropa.
Begrebet brødre og søstre bliver mere levende. Og det opleves stærkest i menigheder, der er trængte. Og det mødes stærkest i menigheder i Østeuropa.
Han har også en bevidsthed om, at turene sætter spor i eleverne.
– Sædding Efterskole har en ikke uvæsentlig betydning for, at 30 procent af udsendingene til missionsarbejde er fra Sædding Efterskole.
Han har en forventning om, at eleverne møder ting, steder og mennesker, som nogle af dem vil vende tilbage til.
– Kaldet har lydt. Om 10 år vil nogle af eleverne ofre sig for en sag. Det er en generel erfaring for mig.